vetaphone

I samarbejde med DN Construction har RUM vundet totalentreprisekonkurrencen vedr. nyt domicil som tilbygning til Vetaphone i Kolding. Projektet transformerer dels virksomhedens arkitektoniske udtryk via et nyt- og signifikant "ansigt" ligesom der etableres ny administration med fleksible arbejdspladser.

Vetaphones nye domicil placeres direkte op mod det eksisterende hus, som en slank to etagers bygning med facade ud mod Fabriksvej. Et dynamisk facadeforløb tegner den markante nye bygning, hvori den eksisterende ejendom indskrives og forsvinder som en del af den nye struktur.

Et selvstændigt oplyst vindfang markerer hovedindgangen til Vetaphone. Med bagvæggen malet i den genkendelige røde logofarve, ledes gæsten tydeligt ind i huset.

Den nye tilbygning, der skal rumme kontorfaciliteter, er i to etager. I området mellem produktion, der nyindrettes i den eksisterende bygning, og administration placeres en række funktionskerner, der rummer diverse bifunktioner, som fx trappekerner, elevator, toiletter og teknikskakte. Ved hjælp af store glaspartier åbnes den gamle facade i stueplan flere steder op ind mod produktionen, således at der opstår både visuel og funktionel kontakt mellem administration og produktion.

Midt i bygningen i stueetagen placeres kantinen som et stort åbent rum med adgang til køkken. Første salen fremstår med store markante åbninger i dækket, der sikrer visuel kontakt ned til stueetagen, samt definerer mindre opholdszoner og møderum. To åbninger i dækket ind mod den eksisterende bygning markeres yderligere ved en serie store ovenlys i taget, der kaster lys ned langs bagvæggen og helt ned i stueetagen.

Fakta

Kunde: Vetaphone
Omfang: Nyt domicil på 1050kvm som tilbygning til eksisterende kompleks
Samarbejde: DN Construction AS
Rolle og ydelser: Konkurrenceprojekt (vundet), Design og projektering