RUM skaber sammenhæng i Sondex a/s

Siden 2007 har Sondex a/s, der er verdensomspændende leverandør af varmvekselsystemer, haft et ønske om at skabe større fysisk sammenhæng og tilhørsforhold mellem administration og produktion. Administrationens kontorer er i dag placeret på forskellige adresser i Kolding. Løsningen er -via tæt samarbejde med ledelse og medarbejdere, at samle hele administrationen i nye lokaler i tilknytning til eksisterende produktionshal på en adresse i Kolding.

Den nye 2400 m² administrationsbygning rummer kontorer, mødelokaler, showroom, fælles kantine faciliteter og motionsrum for de ansatte. Funktionerne er organiseret omkring et centralt atrium, der fungerer som mødested for alle afdelinger. Virksomhedens flade ledelsesstruktur afspejler sig i husets logistik, hvor hver afdeling er repræsenteret og på hver etage understøtter mødefaciliteter samarbejder på tværs.

Alle medarbejdere er blevet inddraget i skitseringsprocessen og har haft indflydelse på indretningen af deres arbejdsplads og husets øvrige funktioner. Arbejdskultur og arbejdsgange har været en vigtig katalysator for bygningens udformning og fysiske indretning. Virksomhedens store fokus på medarbejdernes velfærd afspejler sig også i etablering af motionsrum samt indbydende fælles kantine for alle ansatte med overdækket udeophold med udsigt over grønt område. Der har i alle henseender været stort fokus på god komfort i forhold til lys, lyd og arbejdsmiljø.

Fleksibilitet i bygningen har været afgørende for organiseringen. For at styrke overblikket og fleksibiliteten ligger alle mødelokaler centralt placeret i forbindelse med atrium. Her er der også visuel kontakt til virksomhedens ”showroom” så produkter nemt og hurtigt kan inddrages i udvikling og kundemøder.

Husets facade repræsenterer virksomheden robust og klassisk med facader i lys tegl med partier af tilbagetrukne, mørke teglfelter og solafskærmning i mahogni. Bygningens solide og afdæmpede udtryk -samt valget af gedigne materialer, afspejler virksomhedens forankring i den skandinaviske tradition.

Udførelse af projektet er påbegyndt november 2014.