RUM kvalificeret til afgørende fase af stort prestigebyggeri i Aarhus

Generationernes Hus er ét af Aarhus’ mest spændende og innovative boligprojekter og sammen med vores team på projektet er RUM netop blevet udpeget som én af kun tre tilbudsgivere i sidste og afgørende fase af konkurrencen. Projektet omfatter hele 27.400 kvadratmeter og har en targetpris for totalentreprisen på 365 millioner kroner.

I Generationernes Hus handler det om at høre til og byde ind, uanset hvor i ens livsunivers man befinder sig. Hverdag, arbejdsfællesskab og livsglæde bliver husets grundsten. Aarhus Kommunes vision for Generationernes Hus på Aarhus Ø er således at blive det moderne bud på, at flere generationer skal bo under samme tag i ét og samme hus.  

Nyt perspektiv på samspillet mellem generationer Børn, unge, voksne og ældre vil leve og bo sammen – børn i institution, studerende, familier, mennesker med handicap og ældre med behov for pleje. Flere hundrede mennesker får et liv og en dagligdag i et inspirerende hus mellem byggerier som Havnehusene, Isbjerget, Havneholmen og AARhus.

Ved at møde mennesker i alle aldre og livssituationer, og med forskellig formåen, sættes vores eget liv i perspektiv. Vi opdager, at der er mange måder at leve liv på. I samspillet mellem generationer i huset rokkes der ved fordomme, vi lærer at tage hensyn, knytter bånd og der opstår relationer mennesker i mellem.

Et stærkt hold Den vision føler vi os stolte og privilegerede over, at vi skal være med til at skabe rammerne for. Og med vores stærke team, bestående af JFP som totalentreprenør samt KPF Arkitekter, SWECO, Balslev ingeniører og Kragh & Berglund landskabsarkitekter, er vi da heller ikke et sekund i tvivl om, at vi i oktober indsender et tilbud, der kan realisere visionen.