Ny multisal binder Forum Horsens og CASA Arena sammen

01.03.2018

Forum Horsens er et sportsligt og kulturelt nerve­center. Et ikon for Horsens By og central for byens revitalisering fra ’fængselsby’ til regionens op­levelsesby nummer et.

RUM har gennem flere år samarbejdet med Forum Horsens i forbindelse med den trinvise udvikling af komplekset. Senest har RUM været bygherrerådgiver på udvidelsen med Insero Arena, som er en ny multisal med kapacitet til 1000 publikummer til møder og foredrag.

Insero Arena er udviklet i tæt samarbejde med Forum Horsens forskellige aktører og består overordnet af fire elementer: Foyeren, salen, garderobe- og toiletkerne samt køkkenkernen.

Foyeren fungerer både som en tilføjelse til Forum Horsens eksisterende foyerareal og kobler sig på foyerrummet i stueetagen på den nabolig­gende CASA Arena, som er Horsens fodboldstadion.

Multisalen fremstår som et varmt og indbydende rum med god, visu­el kontakt til udearealerne. Det fleksible volumen muliggør afholdelse af et bredt spekter af arrangementer.

”Visionen for Insero Arena var at skabe en bygning, som ville knytte centerets funktioner bedre sammen. Det har vi i den grad fået i form af en - synes jeg - arkitektonisk perle, smukt placeret ind blandt det eksisterende, så bygningen ikke skæmmer, men derimod forstærker det samlede udtryk.” 

Ole Svendsen, formand, Den selvejende Institution ’Parkhallen’ (bygherre)

Funktionel og visuel sammenhæng med egen identitet
Insero Arenas placering mellem to - hver for sig - markante bygninger, kræver et byggeri, der i skala og identitet kan aflæses som et selvstændigt element. Bygningen skal på den ene side markere sig visuelt og på den anden side indgå som en tilføjelse i bygningsanlæggets helhed.

”Projektets hovedudfordring var at skabe et hus som funktionelt kobler Forum Horsens og CASA Arena med den nye sal. Visuelt skal byggeriet både hamle op med Forums kendetegnende tagform og CASA Arenas storevolumen.”

Klaus Jepsen, RUM

Bygningen er designet så taget opleves som ét sammenhængende volumen, der bæres af to kerner af tegl. Den svungne tagform refererer stilfærdigt til Forum Horsens organiske formsprog. Lette glasfacader giver mulighed for at følge aktiviteterne i salen udefra.

Indvendigt afgrænses aktivitetssalen af de to teglkerner, der med teglens rustikke overflade, er med til at give rummet en varme og jordbundethed. Det store tagvolumen er udhulet og giver salen ekstra højde.

Større fleksibilitet til både Forum Horsens og CASA Arena
Det ekstra foyerareal giver en større fleksibilitet til både Forum Horsens og CASA Arena, således at der i fremtiden skabes nye opholdsmuligheder og forbindelser.

Fra foyeren er der adgang til salen, som kan opdeles i to selvstændige rum, adskilt af en mobilvæg.

I forbindelse med indgangen til salen placeres garderobe og toiletter. Disse funktioner er derfor nemt tilgængelige for alle gæster - også fra Forum Horsens.

Køkkenet kan fungere som en selvstændig enhed, der kan levere mad til hele huset. Det er derfor placeret centralt mellem den nye sal, Forum Horsens og CASA Arena.

”Det nye byggeri løser en problemstilling, hvor der, ved større arrangementer, ikke var plads til centerets aktiviteter. Dermed kan vi nu undgå aflysninger og flytninger til andre af kommunens faciliteter. Det knytter samtidig hele centeret rigtig godt sammen og optimerer mange funktioner.”  

Ole Svendsen, formand, Den selvejende Institution ’Parkhallen’ (bygherre)

Tilbagevendende samarbejdspartner
RUM har tidligere ydet arkitektrådgivning i forbindelse med Forum Horsens da vi i arkitektteam med KHR vandt totalentreprisekonkurrencen.

Det gode samarbejde mellem RUM og Forum er forsat og senest med udvidelsen af Insero Arena. RUM har som bygherrerådgiver på projektet, i tæt samarbejde med Forum, designet projektet, som lå til grund for et udbud.

”Jeg kan kun sige, at vores samarbejde med RUM har været forbilledligt. RUM har forstået at være rådgiver og sparringspartner indenfor de rammer, der har været og så har de deltaget yderst passioneret i arbejdet – både før, under og efter byggeriet. Det sætter vi stor pris på.”

 Ole Svendsen, formand, Den selvejende Institution ”Parkhallen” (bygherre)

Se flere billeder af Insero Arena.