Favrdal Fjelstrup Fællesskole

14.10.2014

RUM har designet en udvidelse af udskolingen ”Ungeuniverset” på Favrdal Fjelstrup Fællesskole. Projektet ligger i forlængelse af Haderslevs Kommunes beslutning om at samle udskolingerne fra Favrdal og Fjelstrup skoler under samme tag.

Det har derfor også været et stort ønske, at den nye tilbygning fungerer som et samlende led, der binder hele ”Ungeuniverset” sammen og styrker oplevelsen af en samlet enhed. 

Som led i den gode proces er brugerne blevet inddraget gennem en række styregruppemøder samt en kreativ workshop med alle udskolingens lærere. De gode indspil fra brugerne er blevet parret med RUM’s store viden om samspillet mellem pædagogik og fysiske rammer. 

Resultatet er et projekt, der respekterer og fortolker den arkitektoniske linje på Favrdalskolen, samtidigt med at bygningens disponering og indretning understøtter den nye skolereform. Vi ser frem til realiseringen af endnu et projekt, der forener de strategiske mål med brugernes ønsker og behov.

RUM vandt udbud af totalrådgivningen vedr. ny elevfløj til Fællesskolen Favrdal Fjelstrup i foråret 2014. Rønslev rådgivende ingeniører er underrådgiver.