ADEPT + RUM tegner forslag til fremtidens skole

24.05.2017

Høje-Taastrup Kommune udbyder i projektkonkurrence opførelse af Læringshus Nærheden. Konsortiet ADEPT + RUM er blandt de fem hold, der er inviteret til konkurrencen om opførelse af et læringshus/et byens hus i den nye bydel Nærheden.

Høje-Taastrup vil med Læringshuset bygge fremtidens skole.

En skole, der klæder sine elever på til at agere i et globaliseret, gennemdigitaliseret samfund i hastig forandring. Læringshuset bliver den første skole i Danmark, måske i verden, der fra bunden er bygget til at understøtte de såkaldte 21st Century Learning Skills (Kreativitet, Kommunikation, Kritisk tænkning og Kollaboration). 

Et eksperimenterende science univers, hvor kreativitet, entreprenørskab og tværfaglige samarbejder er nogle af grundpillerne. En institution hvor børn og unge får lov til at lege, bygge, problemløse og ide-udvikle, hvor de nyeste digitale teknologier vil være tilstede og spille en central rolle i elevernes daglige arbejde. 

Læringshuset vil være et byens hus, der er åbent 24/7 og som inviterer til samarbejde både i lokalsamfundet såvel som globalt.

”Vi har store ambitioner i Høje-Taastrup Kommune på vores børns vegne, vi ønsker at de skal have de allerbedste muligheder for at blive dygtige, kreative og samskabende. Vi vil bygge en state of the art-skole, der sætter Høje-Taastrup Kommune på landkortet inden for skole og undervisning. En skole hvor lokaler og faciliteter inspirerer til at lære endnu mere og til fantastisk undervisning. Hvor eleverne arbejder idéudviklende og kreativt om virkelige produkter i samarbejde med virksomheder, foreninger og andre.”

Byrådet, Høje-Taastrup Kommune

Læs mere om byrådets vision for Læringshus Nærheden:
https://www.htk.dk/Borger/Familie-boern-unge/Laeringshus-Naerheden.aspx