Spurvelundskolen nomineret til årets skolebyggeri 2017

20.09.2017

Hvert år kårer NohrCon årets skolebyggeri ved konferencen Fremtidens skole og læringsrum. I år er Spurvelundskolen i Odense blandt de 5 nominerede skoler. De 5 kandidater er udpeget af en jury blandt mange indstillede skoler og bliver nu sat til offentlig afstemning, og her kan du afgive din stemme!

"Virkelig god renovering af tidligere skole. Det giver både udvendigt og indvendigt et meget positivt indtryk af skolens arbejde og hvordan arkitekturen understøtter, at eleverne kan lære og være."

 Dommerudtalelse, NohrCon

Stem på Spurvelundskolen til årets skolebyggeri 2017.

Spurvelundsskolen stod overfor en lukning med kun 143 elever, men store protester reddede skolen i 2010. Siden da er elevantallet steget støt, og man regner med at skolen pr. 2018 vil rumme knap 250 elever. Skolen skulle derfor udvides og Odense Kommune fik udarbejdet en helhedsplan for et samlet børneunivers, der skulle sikre den røde tråd fra vuggestue til folkeskole.

Det blev først til en ny integreret daginstitution og udvidelse af skolens integrerede indskoling/SFO. Spurvelundsskolen var dermed blevet en 2-sporet skole med et 0-6 års dagtilbud i et sammenhængende børneunivers.

Børneuniverset havde vokseværk og skolen fik i 2016 en ny tilbygning, der rummer fem nye basislokaler, et fleksibelt læringsareal og teamrum samt nyt madkundskabslokale. I løbet af det år, der er gået, har både børn og voksne taget den nye tilbygning til sig, og en meget dedikeret projektgruppe har givet et positivt ejerskab til det færdige byggeri.

"I forbindelse med alle udvidelserne af skolen, er det RUM, der har været med hver gang, så der er skabt en god rød tråd og sammenhæng herude. Det betyder rigtig meget, at man får en helstøbt oplevelse af skolen."

skoleleder Stefan Helming Kelstrup, Spurvelundskole

Det har været essentielt at skabe ”oplevelser i børnehøjde med højt til loftet” og at understøtte kreativ brug og overskuelighed gennem fleksibilitet og transparens.

Se billeder og læse mere om Spurvelundskolen.

Som led i debatten om inspirerende læringsmiljøer går årets studietur i forbindelse med konferencen bl.a. til Frederiksberg Skole i Sorø.

Frederiksberg Skole i Sorø er en ny tosporet skole i Sorø Kommune med tilhørende multicenterfaciliteter. Skolen rummer en stor variation i læringsmiljøer, som tilgodeser både individuelt arbejde, vekslende læringsstile, holddannelser og fælles arrangementer i auditorium, læringscenter og multisal.

Se billeder og læs mere om Frederiksberg Skole.